2/11/2011 Sine Bundgaard (sopran) og Neville Dove (klaver), Rådhussalen, Lyngby Rådhus, Kgs. Lyngby, kl. 19.30
Program >>

 
Sine Bundgaard havde sin debut på Det Kongelige Teater i 1999, hvor hun sang Barbarina i Mozarts Figaros Bryllup. Siden da er hun blevet hyret til at synge ved nogle af de mest prestigefyldte operahuse i Europa, som Opéra national de Paris, Operaen i København, Bayerische Staatsoper i München og Drottningholms Slottsteater.
 
I 2004 blev hun valgt til Årets Kunstner af DR. Sidenhen har hun modtaget den prestigefyldte Aksel Schiøtz pris og i 2006 Elisabeth Dons legat og Prins Henriks pris. I 2011 er hun nomineret til den fornemme Reumert Pris.
 
Neville Dove, der er født i Sydafrika, har optrådt overalt i verden som solopianist, kammermusiker, akkompagnatør samt som dirigent ved operaer og koncerter i Europa, USA og naturligvis i Sydafrika. Neville Dove påbegyndte klaverstudiet hos Adolph Hallis i Johannesburg; senere ved Juilliard School i New York som studerende hos den legendariske Rosina Lhévinne, efterfulgt af privatundervisning hos Guido Agosti i Rom.
 
I 2001 blev han tilknyttet den Bayerische Staatsoper i München som underviser og assistent for Zubin Mehta i - blandt andre opsætninger - en ny "Nibelungens Ring", og i 2006 blev han musikchef for Daniel Barenboim ved Staatsoper Under den Linden i Berlin. På nuværende tidspunkt er han musikchef ved Den Kongelige Danske Opera.
 
 
 
 
 
 
 
 
Koncertprogram:
Claude Debussy
(1862 - 1918)
Beau soir - tekst af Paul Bourget (1852 - 1935)
Clair de lune - tekst af Paul Verlaine (1844 - 1896)
Pierrot - tekst af Theodore de Banville (1823 - 1891)
Apparition - tekst af Stephane Mallarmé (1842 - 1898)
Pantomîme - tekst af Paul Verlaine (1844 - 1896)
Romance - tekst af Paul Bourget (1852 - 2935)
Air de Lia - Azaël (fra L'Enfant prodigue) - tekst af Edouard Guinand (1838 - 1909)
 
Francis Poulenc
(1899 - 1963)
La dame de Monte Carlo - tekst af Jean Cocteau (1899 - 1963)
 
PAUSE
 
Alban Berg 
(1885 - 1935)
Sieben frühe Lieder (1905 - 1908)
1. Nacht - tekst af Carl Hauptmann (1858 - 1921)
2. Schilflied - tekst af Nikolaus Lenau (1802 - 1850)
3. Die Nachtigall - tekst af Theodor Storm (1817 - 1888)
4. Traumgekrönt - tekst af Rainer Maria Rilke (1875 - 1926)
5. Im Zimmer - tekst af Johanes Schlaf (1862 - 1941)
6. Liebesode - tekst af Otto Erich Hartleben (1864 - 1905)
7. Sommertage - tekst af Paul Hohenberg (1884 - 1944)
 
Carl Nielsen
(1865 - 1931)
Silkesko - tekst af I.P. Jacobsen (1847 - 1885)
Underlige aftenlufte - tekst af Adam Oehlenschläger (1779 - 1850)
Sommersang - tekst af Ludvig Holstein (1864 - 1943)
Æbleblomst - tekst af Ludvig Holstein (1864 - 1943)
Sænk kun dit hoved - tekst af Johannes Jørgensen (1866 - 1956)
 
Programnoter:
Claude Debussy (1862 - 1918) blev som kun 10-årig optaget på Pariserkonservatoriet og spillede som 12-årig Chopins koncert i f-mol. Dog levede han ikke op til konservatoriets krav og opgav karrieren som pianist; i stedet blev han i 1880 optaget i kompositionsklassen. I 1880 engagerede fru von Meck, Tjajkovskijs mæcen, ham bl.a. til at undervise sine børn. Med hendes familie besøgte han i årene 1880-82 Schweiz, Italien, Østrig og Rusland. I 1884 vandt Claude Debussy den eftertragtede Rompris med kantaten L'Enfant prodigue, og han tilbragte de følgende to år i Rom, men opholdet var ikke nogen succes. I 1888-89 overværede han Wagnerfestspillene i Bayreuth, og på Verdensudstillingen i Paris 1889 modtog han uforglemmelige indtryk af javanesisk gamelanmusik. Claude Debussy fremstår ubestridt som den fornemste repræsentant for den musikalske impressionisme. Det var da også de impressionistiske malere og symbolistiske digtere, der påvirkede Claude Debussy i hans unge år. Han satte deres digte i musik og lod sig inspirere af digternes frihed i ordbehandlingen og malernes dristige eksperimenter med farverne til at frigøre sin musik fra de traditionsbundne satsregler.
 
Francis Poulenc (1899 - 1963) lærte klaverspil af sin mor. Selv om Poulenc foretrak livet i Paris, måtte han for at få ro og ensomhed tage på landet. Han opholdt sig derfor meget i Noizay i Loire-dalen, hvor han havde et hus. Han fandt dog livet på landet kedeligt og hadede at gå tur. Poulenc tilhørte gruppen "De seks" - alle franske komponister, der under inspiration fra Erik Satie og med Jean Cocteau som central skikkelse samledes i 1920'erne. Skønt de bevarede deres individuelle særpræg, reagerede de i fællesskab mod impressionismens tonesprog; melodi og rytme trådte i forgrunden i deres som regel livlige musik. Poulenc havde adskillige venner, der alle døde i en ung alder, hvilket påvirkede Poulenc meget, og som bevirkede, at han i 1930'erne genfandt sin katolske tro, som efterfølgende fik stor betydning for ham resten af livet. Han komponerede en række seriøse værker over katolske emner, har skrevet et par operaer, en orkestersuite, kammermusik samt en del kor- og vokalværker.
 
Alban Berg (1885 - 1935) var født i Wien, Østrig, hvor han levede det meste af sit liv. Som barn syntes han mere interesseret i litteratur end i musik. Som 15-årig begyndte han som autodidakt at komponere, selv om han ikke havde fået nogen formel musikalsk uddannelse. Berg forelagde - hemmeligt - nogle af sine sange for Arnold Schönberg, som på den tid var stærkt repræsenteret i den moderne musik, og denne bemærkede umiddelbart det helt usædvanlige musikalske talent hos den unge mand. Schönberg fik en overvældende følelse af varme - et forhold, som også andre af Alban Bergs kompositioner frembragte. Berg studerede - sammen med den 2 år ældre Anton Webern - i alt i 6 år hos Schönberg, og dennes indflydelse var meget betydende. Berg beundrede Schönberg ikke blot som komponist men også som lærer. Nogle biografer mener at vide, at Berg antog Schönberg som "surrogat-far", idet hans egen far døde, da han var i 15-års alderen. De "Sieben frühe Lieder" er skrevet i perioden 1905 til 1908; revideret og tonesat for orkester i 1928. Sangene er skrevet, mens han var under oplæring af Arnold Schönberg. De har en interessant syntese, kombineret med Bergs arv af før-Schönbergs sangskrivning med stringens og ubestridelig indflydelse af Schönberg. Nogen påvirkning fra Richard Strauss' værker - men også en række andre komponister - kan konstateres (Gustav Mahler og Hugo Wolf for eksempel, samt noget af Claude Debussys harmoniske tonerspil i "Nacht") igennem kraftigt udtryk i handling og "åbning for nye perspektiver", samt af Richard Wagner.
 
Carl Nielsen (1865 - 1931) er én af de største skikkelser i dansk musik, og han har haft betydelig indflydelse på de følgende generationer af danske komponister, og især fra begyndelsen af 1960'erne har hans værker vundet stadig stigende international opmærksomhed og anerkendelse. Carl Nielsen skrev omkring 350 sange. Han skrev ikke deciderede kunstsange som den gennemkomponerede tyske "Lied", men snarere sange i en folkelig stil. Det er karakteristisk, at han udelukkende skrev sange til danske tekster. I sine unge år (1887-88) komponerede han nogle få sange til engelske tekster oversat til dansk. I 1914 påtog han sig at skaffe melodier til Johan Borups Dansk Sangbog dels ved selv at komponere melodier, dels ved at lade opgaven gå videre til sine elever. I 1922 var han medredaktør til Folkehøjskolens Melodibog, der indeholdt en lang række af hans tidligere udgivne sange. Også en række sange i Den Danske Salmebog har melodi af Carl Nielsen - dog er kun et fåtal blevet stående.
 
 
 

 

 

Tilbage