1/02/2012 Anna Dina Schick Bjørn-Larsen (fløjte) og Marianna Shirinyan (klaver), Rådhussalen, Lyngby Rådhus, Kgs. Lyngby, kl. 19.30
Program >>

 

Anna Dina Schick Bjørn-Larsen anses for at være én af Europas ledende fløjtenister, og hun har opnået stor succes i både nationale og internationale konkurrencer. Anna Dina Schick Bjørn-Larsen har optrådt som solist med bl.a. Det Kongelige Kapels Kammerorkester og Det Estiske Kammerorkester. Anna Dina Schick Bjørn-Larsen er desuden meget efterspurgt som lærer og underviser ved mesterklasser i Tyskland, USA og Danmark. I 1998 blev Anna Dina Schick Bjørn-Larsen ansat som 1. solofløjtenist i Det Kongelige Kapel i København.

Marianna Shirinyan "kommer fra Armenien, men forhåbentlig vil hun blive i Danmark resten af sit liv! Hun er yderst alsidig, og hun er en stor virtuos. Hun spiller romantiske passagre uendelig klart, ikke kun sprutter hun som et fyrværkeri, men hun ejer - som noget af det vigtigste: musikforståelse helt ned i de mindste detaljer. Det er musikalitet!" Sådan lyder det fra en musikkritiker. De danske musikkritikeres forening tildelte Marianna Shirinyan den årlige pris i 2009, og i 2010 modtog hun den særlige P2 Kunstnermusikpris ved Danmarks Radio.

 

 

 

 

Koncertprogram

Sergej Prokofjev 
(1891 - 1953)
Sonate i D dur op.94 for fløjte og klaver. (1942-1943)
1. Moderato
2. Presto
3. Andante
4. Allegro con brio

Toru Takemitsu  
(f. 1930)
”Voice” for solofløjte (1971)
(f. 1930)        
 
Henri Dutilleux 
(f. 1916) 
Sonatine for fløjte og klaver (1947)
                                                                                                                                                        PAUSE
 
Francis Poulenc  
(1899 - 1963)
Sonate for fløjte og klaver (1956)
(a la memoire de Madame Spraque-Coolidge )
1. Allegro malinconico
2. Cantilena
3. Presto giocoso
 
Frédéric Chopin 
(1810 - 1849)   
Scherzo nr. 3 i cis-mol op. 39 (1938-1939)
 
Aaron Copland    
(1900 - 1990)    
Duo for fløjte og klaver (1969-1971)
1. Flowing
2. Poetic, somewhat mournful
3. Lively, with bounce
 

 

PROGRAMNOTER v/Jørgen Sandberg:
 
Sergej Prokofjev voksede op under forkælede forhold i Zartidens Rusland, flygtede efter revolutionen i 1917, først til New York, senere til Paris og vendte derefter, i 1936, hjem til sit elskede Rusland, nu Sovjetunionen under Stalins paranoide terrorregime, hvor Prokofjev skrev fløjtesonaten i den mest usik-re og urolige periode af sit liv. Som feteret komponist, tilbagevendt til USSR fra udlandet, kom han automatisk i myndighedernes søgelys for kontrarevolutionær virksomhed. Hans kone, af spansk afstamning, var konstant under mistanke for spionage, hvilket senere førte til arrestation og en straf på 20 års arbejdslejr.
Deres ægteskab indgået i udlandet blev ikke accepteret af Staten og var i øvrigt truet af Prokofjev selv, idet han var blevet forelsket i en forfatterinde af jødisk herkomst, (heller ikke velset af Staten).
2. Verdenskrig var brudt ud, og mange intellektuelle bosiddende i Moskva drog østpå i sikkerhed for tyskernes fremmarch, Prokofjev først til Kasakhstan, hvor han påbegyndte fløjtesonaten i 1942, og senere til Uralområdet, hvor sonaten blev færdiggjort i sommeren 1943, for samme år i december måned at blive uropført i Moskva af den russiske fløjtenist, Charkowskij med Svjatoslav Richter ved klaveret.

Fløjtesonaten er komponeret med tanke på en fransk fløjtenist, Barrère, hvis utroligt smukke klang havde gjort stort indtryk på Prokofjev, og sonaten rummer forståeligt nok flere musikalske tilbageblik på tidligere, lykkeligere tider.
Et lille kuriosum: Prokofjev blev i Paris gode venner med Poulenc (yngste medlem af komponistgruppen ”les Six”, der i bogstaveligste forstand var toneangivende i 1920’ernes Paris), og de må have haft stor respekt for hinanden. Poulenc komponerede i 1962 to sonater: én for klarinet og klaver, tilegnet Prokofjev, og én for obo og klaver, tilegnet Honegger (et andet medlem af ”les Six”). Hører man 2. sats af obosonaten og sammenligner med et af afsnittene i Prokofjevs fløjtesonates 4. sats i rondoform, kan det være svært at afgøre, om tonesproget er Prokofjev eller Poulenc. Opus 94 høres ofte for violin og klaver, hvilket er en udgave lavet af Prokofjev sammen med - og på opfordring af - violinisten David Ojstrakh.
 
Toru Takemitsu: Med Takemitsus ”Voice” for solofløjte møder vi et udfordrende og interessant stykke avantgardistisk musik. ”Voice” er bygget over et digt fra samlingen ”Handmade proverbs” af Shuzo Takiguchi: ”Qui va la? Qui que tu sois, parle transparence!”
Digtet fremsiges så at sige gennem instrumentet af fløjtenisten brudstykkevis i løbet af musikstykket, der udover dette rummer stort set alt, hvad man er i stand til at frembringe af lyd og effekter på en tværfløjte: klapstøj, kvarttoneintonationer, luftstøj, flattertunge, spaltetoner mmm.
Takemitsu skrev ”Voice” i 1971 på opfordring af den musikalsk meget progressive og nysgerrige fløjtenist Aurèle Nicolet, og Takemitsu tog opgaven op med stor entusiasme, fordi den gav ham mulighed for netop at bruge førnævnte lydlige elementer som – på det tidspunkt fremmede for vestligt, klassisk tværfløjtespil – var naturlige elementer i gammel traditionel japansk musik.
Takemitsu, født 1930 i Tokyo, begyndte sin karriere som 16-årig med at komponere filmmusik, dette med så stor succes, at han over en årrække lavede musik til over 100 film. Den evne til stram styring, fornemmelse for timing mht. musik, pauser og stilhed, livlighed, billedskabelse og stilistisk bredde som han gennem komposition af filmmusik havde udviklet, kommer i dette lille, men ekstremt virtuose musikstykke fornemt til udtryk.
 
Henri Dutilleux: Sonatinen for fløjte og klaver hører til i Dutilleux’ tidlige periode som komponist. Den blev bestilt som konkurrenceopgave til Pariserkonservatoriet (i øvrigt en tradition, der gennem tiderne har ført til skabelsen af utallige fremragende kammermusikstykker). Selvom Dutilleux erkendte inspirationen fra Ravel samt den typiske franske diverterende stil, har han vedkendt sig dette værk som en værdig repræsentant for hans eget personlige udtryk. Sonatinen har en stilfærdig, nærmest recitativisk allegro-indledning, som fører over i en kort andante, der uden pause går videre i en ilter, legende melodiøs og virtuos slutdel.
 
Francis Poulenc: Salonernes muntre fyr kaldte samtiden Francis Poulenc, men eftertiden har vist, at Poulencs musik ikke kun var diverterende melodier. Den rummer også et stort, langtidsholdbart følelsesmæssigt register. Efter at have fuldført kompositionen af operaen ”Karmeliterindernes samtaler” i 1956 tog Poulenc til sit sædvanlige vinteropholdssted på et hotel i Cannes, hvor han på opfordring af Spraque-Coolidge Fonden komponerede fløjtesonaten.
Ikke uventet finder man i sonaten elementer fra temastoffet i ”Karmeliterinderne”.
Der findes utallige cd-indspilninger af denne skønne og populære sonate, men det er sjældent man som i aften hører den opført ved en levende koncert.
 
Frédéric Chopin: Det siges, at Chopin var den første komponist, der brugte betegnelsen scherzo om et afsluttet musikstykke. Førhen havde scherzo været betegnelsen af en munter del eller sats af et musikstykke, men med Chopins 4 scherzi er der tale om 4 selvstændige stykker musik, som ikke nødvendigvis er muntre eller spøgende i tonesproget. Således er aftenens scherzo karakteriseret ved sit voldsomme tema fremført i magtfulde oktaver, krydret med perlende arabesker af nedadgående toner. Et pianistisk virtuosnummer og en kærkommen pause for fløjtenisten i aftenens store og krævende program.
Aaron Copland: I den amerikanske komponist Aaron Coplands store produktion findes bemærkelsesværdigt få kammermusikalske værker. Denne duo for fløjte og klaver kom således til på opfordring af en større gruppe mennesker, der anmodede Copland om at komponere et stykke for tværfløjte til minde om deres nyligt afdøde ven og lærer, solofløjtenist i the Philadelphia Orchestra, William Kincaid.
På det tidspunkt, i 1969, havde Copland aldrig skrevet for tværfløjten – udover som orkesterinstrument – så efter at have komponeret de to første satser med stor vægt på fløjtens natur som sangbart, klangligt udtryksfuldt instrument, gik Copland i stå og måtte søge hjælp hos et par fløjtenister (én af dem: Kincaids gamle elev, Elaine Shaffer, som senere uropførte værket i 1971). Dette førte så til en livfuldt, legende sidste sats. Duoen er således temmelig atypisk for Aaron Copland, og dog vil kendere af fx ”Appalacian Spring” nikke genkendende til Coplands helt personlige valg af melodiintervaller, samt hans evne til at skabe stemninger, der får tankerne til at flyve ud over storladne amerikanske naturscenarier.
 

Tilbage